28. maj 2024

CareTech CHALLENGE: Et startup-program med luft under vingerne

I en tid, hvor vi har brug for at tænke i smarte løsninger i sundheds- og plejesektoren, spiller teknologi en stadig større rolle. Her kommer CareTech CHALLENGE ind i billedet.

CareTech CHALLENGE startup-program for sundheds- og velfærdsteknologi

I en tid, hvor vi har brug for at tænke i smarte og arbejdskraftfrigørende løsninger i sundheds- og plejesektoren spiller teknologi en stadig større rolle. Men selvom der er et stigende behov for effektive og innovative løsninger, så står nye virksomheder ofte over for udfordringer når det kommer til at bide sig fast på markedet. Her kommer CareTech CHALLENGE — Accelerating Care and Health Technology ind i billedet som et nøgleprogram i at fremme innovation inden for området. Startupforløbet har eksisteret siden 2020 og haft 44 virksomheder igennem, hvoraf langt størstedelen har fået vind i sejlene undervejs og efterfølgende.

En rejse mod mere innovation, implementering og skalering

I 2020 lancerede Danish.Care CareTech CHALLENGE. Det blev lanceret som et initiativ med det formål at bringe teknologi og sundheds- og plejesektoren tættere sammen. Med et stadigt voksende behov for innovative løsninger for at imødekomme de udfordringer, som sektoren står over for, var timingen oplagt til at sætte unge virksomheder sammen med en række eksperter for at hjælpe dem på vej.

Programmet blev godt modtaget og 19 virksomheder gennemførte første rul i 2020–2021. Kernen er at sætte virksomhederne sammen med samarbejdspartnerne på programmet, som alle kan hjælpe dem på unikke områder. De bliver bl.a. trænet i at pitche deres forretning, får undervisning i at sælge deres virksomhed ind til investorer, mulighed for at teste brugerperspektivet på deres produkt og deltagelse i workshop om internationalisering, eksport og bæredygtighed.

"Vores mål med CareTech CHALLENGE er at skabe et miljø, hvor virksomheder kan trives og innovere inden for plejesektoren. Vi ønsker at opmuntre til kreativitet og samarbejde, så vi sammen kan løse nogle af de største udfordringer, som sundheds- og plejesektoren står over for."

— Anders Lyck Fogh-Schultz, programleder

Fra startupvirksomhed til strategisk samarbejde

Flere af de deltagende virksomheder har oplevet at være på vækstrejse samtidig med og efter deres deltagelse i forløbet. Bl.a. Aquatime, der gik fra at være en startupvirksomhed til at indgå et nyt strategisk samarbejde med en af branchens store virksomheder.

"CareTech CHALLENGE var startskuddet på de seneste års succesrige kommercielle rejse for Aquatime, hvor vores intelligente drikkeglas i dag skaber værdi for ældre borgere og plejepersonalet i mange danske kommuner."

— Kim Toft Madsen, CEO/Partner hos Aquatime

Aquatimes intelligente drikkeglas har revolutioneret måden, hvorpå ældre borgere kan få opfyldt deres behov for væskeindtag og samtidig har det lettet arbejdsbyrden for plejepersonalet. Indtil videre har 44 virksomheder været igennem startupprogrammet.

Til marts 2025 kan du møde dette års CareTech CHALLENGE deltagere på Health & Rehab-messen den 4.–6. marts i Bella Center i København. Det foregår på Startup & Scaleup-zonen.