
I Aktivitets-Zonen kan man blandt andet møde Videnscenter om handicap og høre om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser kan komme ud og opleve naturen.
Af Asger Lind Krebs
Naturen er blevet meget mere tilgængelig. Tidligere har det været svært at finde information om, hvilke naturområder og naturoplevelser, der er tilgængelige med forskellige former for handicap. Men det har projektet Natur For Alle gjort noget ved.
I 2021 gik Videnscenter om handicap sammen med Danske Handicaporganisationer og Sammenslutningen af Unge Med Handicap i gang med at kortlægge og registrere tilgængelige naturstier og faciliteter. Målet var at få beskrevet 50 tilgængelige ruter. I dag er det muligt at finde informationer om 270 tilgængelige naturstier.
"Det er simpelthen gået over al forventning. Og kommunerne bliver ved med at lægge nye stier op."
— Charlotte Birch-Jessen, projektkonsulent i Videnscenter om handicap
Muligt at søge
Informationerne om de tilgængelige naturstier er blevet en integreret del af Naturstyrelsens store digitale samling af oplevelser i den danske natur, udinaturen.dk. Her er det nu muligt at søge på en række parametre, for eksempel adgang til handicaptoilet, ruter med få mennesker, uden støj, maksimal hældning med mere.
"Nu har man mulighed for hjemmefra at søge alle de informationer, man har brug for i sin planlægning af en tur i naturen. Det giver en stor tryghed at vide, hvad man kan møde ude på stierne og på den måde får endnu flere mulighed for at komme afsted."
— Charlotte Birch-Jessen
Vil vise mulighederne
Videnscenter om handicap har et hotspot i Aktivitets-Zonen. Her vil de vise en informationsvideo og fortælle om, hvordan oplevelser i naturen nu er blevet gjort mere tilgængelige.
"Vi glæder os til at fortælle og vise alle mulighederne både til de mennesker med handicap, der kommer forbi, men også til alle dem, der arbejder med ældre, rehabilitering og lignende, som har fået et nyt redskab til at bruge naturen. Og så står vi og deler gavekort ud, så du kan invitere din gode ven med ud i naturen."
— Charlotte Birch-Jessen
Fakta om Natur for Alle
- Hør om Natur for Alle i Videnscenter om handicaps hotspot i Aktivitets-Zonen
- Projektet er blevet til i et samarbejde mellem SUMH, DH, Miljøministeriet, GeoDanmark og Videnscenter om handicap
- Støttet af Friluftsrådets Udlodningsmidler og Aage V. Jensens Naturfond
- Søg blandt mere end 270 tilgængelige naturstier på udinaturen.dk
Fotocredit: Marine Gastineau