17. februar 2025

Kom til politisk debat om bæredygtig hjælpemiddelformidling på Health & Rehab

Hvordan skaber man en struktur for formidling af hjælpemidler, som er bæredygtig, både menneskeligt, fagligt og økonomisk? Det er temaet for Health & Rehabs politiske debat.

Politisk debat om bæredygtig hjælpemiddelformidling

Hvordan skaber man en struktur for formidling af hjælpemidler, som er bæredygtig, både menneskeligt, fagligt og økonomisk? Det er temaet for Health & Rehabs politiske debat.

Af Asger Lind Krebs

Mere end 300.000 danskere har brug for hjælpemidler. Nogle blot et sæt krykker, andre har brug for en række hjælpemidler for at kunne leve så frit og uafhængigt som muligt.

Vejen til at få de rette hjælpemidler er ofte besværlig og tidskrævende. Mange ender som kastebold mellem regioner og kommuner, hvilket også medfører spild af ressourcer i den offentlige forvaltning.

Der findes talrige eksempler på, at brugernes muligheder for at få bevilget hjælpemidler er forskellig fra kommune til kommune. Vi hører også, at fagligheden ikke har de rette rammer. Dermed går vigtige oplysninger om borgernes unikke forhold tabt, og det forebyggende perspektiv glider i baggrunden.

De fleste er enige om, at hjælpemiddelformidlingen i Danmark hverken er bæredygtig menneskeligt, fagligt eller økonomisk, og at de strukturelle rammer bør laves om.

Sværere adgang

På Health & Rehab har vi samlet et stærkt panel til politisk debat om, hvordan vi skaber en bæredygtig hjælpemiddelformidling.

Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicap Forbund sidder med i panelet som repræsentant for brugerne. Hun oplever, at mange mennesker med et fysisk handicap har svært ved at få bevilget de hjælpemidler, der bedst kan hjælpe dem.

"Der sker meget inden for udviklingen af hjælpemidler, og der bliver løbende udviklet nye løsninger, som giver nye og bedre muligheder for, at leve mere frit og uafhængigt. Desværre oplever vi samtidig, at det bliver sværere at få bevilget de hjælpemidler, der giver de bedste muligheder for, at man kan klare sig selv bedst muligt. Det er bekymrende, fordi mange bruger hjælpemidler hele døgnet. De er en vigtig og integreret del af deres liv."

Ifølge landsformanden bliver flere tilbudt standardløsninger og genbrugte hjælpemidler.

"Problemet er, at disse produkter ikke nødvendigvis er dem, der hjælper folk bedst muligt. Vi oplever, at det ofte er borgeren, der skal forsøge at tilpasse sig hjælpemidlet i stedet for, at man får bevilget hjælpemidler, der passer til borgeren."

Susanne Olsen hører ofte om folk, som i stedet er endt med selv at købe deres hjælpemidler.

"De gør det i ren afmagt, fordi det er så svært at få bevilget de rette hjælpemidler. Et af problemerne er, at de dermed ikke får den faglige hjælp og rådgivning, der skal til for at få de hjælpemidler, som hjælper bedst muligt."

Der er øget politisk fokus på området og blandt andet iværksat initiativer til regelforenkling og afbureaukratisering, særligt i forbindelse med udlevering af simple hjælpemidler.

Tre markante medlemmer af Folketinget deltager i debatten og giver deres bud på, hvad der mere skal til for at løse udfordringerne på hjælpemiddelområdet.

Politisk debat

Onsdag den 5. marts kl. 11:30–12:15, Hovedscenen Hal C3

Paneldeltagere:

Debatten modereres af Jeppe Kerckhoffs, faglig- og politisk chef, Dansk Handicap Forbund.